Lykkens IT-Smed

I går havde jeg besøg af min far. Vi havde ved en tidligere lejlighed talt sammen om det brev, som vi begge, som selvstændige erhvervsdrivende, havde modtaget fra Erhvervsstyrelsen – om den digitale postkasse. I går sagde han: “Jeg har taget papirerne med. Måske ville du hjælpe mig med at oprette den?” Selvfølgelig ville jeg det, så vi gik sammen ind til computeren. På overfladen kan dette scenarie ligne en triviel situation, om en ældre mand, der skal til at lære at acceptere, at han har brug for hjælp. Men jeg synes, at der er noget mere på spil. En lovgivende forsamling, der i vækst-fråde marginaliserer store dele af befolkningen. Veluddannede mennesker, der tror at alle mennesker har fået lange videregående uddannelser og har råd til computere; og en digitalisering, der er en service-berigelse for dem, der allerede er meget ressourcestærke, og en fornærmende og invaliderende serviceforringelse for visse grupper af den skattebetalende befolkning.

Min far fylder 73 år her om 10 dages tid. Han er født og opvokset på Vestsjælland. Der er mange der ikke er klar over det, men det er ikke så forfærdeligt længe siden at Vestsjælland forlod feudalismen og trådte ind i den industrielle tidsalder. Derfor har min far, som utallige andre i hans situation, overtaget det fædrene husmandssted og haft et arbejde som smed/arbejdsmand i maskinerne om dagen, og været bonde om aftenen og i weekenderne. Ikke noget vildt. Bare lidt afgrøder og et par fedekalve i tiden da jeg og mine søskende var børn; senere blev det juletræer. Vi taler om et niveau der er så beskedent, at det ikke har købt ferier til sydens sol (aldrig, faktisk), men om et niveau der har gjort, at mine forældre har kunnet købe en ny sofa, når den gamle var udslidt og at der var nok, når de skulle holde en konfirmation.

Derfor har Fatter altid haft et cvr-nummer. Frihedstegnet, der betød at man, udover at befinde sig på samfundets nederste trappetrin, og den fastlåst lave mulighed for lønindtægt, alligevel havde chancen for at være sin egen lykkes smed: Arbejdede man hårdt, kom der også ekstra i kassen. Følelsen af overklippede Pinochio-snore i min Vestsjællandske barndom var at slagte gåsen til jul. Selv. Ingen ekstra udgifter her. Og stoltheden over at have klaret den var ikke til at tage af manden, selvom hans ulidelige 70’er-unger tudede snot over julemiddagen, fordi gåsen havde været en klappe-gås.

Min far fortæller, at i hans barndom blev aftensmad ofte serveret i eet stort lerfad midt på bordet. Tre børn og farmand (mor var død) havde hver deres træske, som hang på et søm på væggen. Man spiste af det fælles fad (farmand først), slikkede sin ske ren og hængte den tilbage på sømmet. Min far sidder ikke og tuder når han fortæller det – han smiler lidt genert, fordi han godt ved hvad nutiden tænker om det, og samtidig smiler han også fordi tanken om en langt mindre kompliceret verden er et positivt minde for ham. Han kan godt lide enkle ting. Såsom når han var ude på marken med arbejdshesten Lotte spændt for ploven, så kunne han kravle i ly under Lotte, når det begyndte at regne. Han er med andre ord ikke vokset op i et miljø, en tid, et samfund, hvor man forberedte ungerne på globalisering og digitalisering.

Pr. 1. november 2013 er det obligatorisk for alle virksomheder i Danmark at have en digital postkasse, hvori man modtager post fra det offentlige. Jeg har selv været igennem processen og den var ikke ukompliceret for mig. Men alt er jo nemmere anden gang. Så jeg følte mig rimeligt sikker, da min far og jeg gik sammen ind til min computer i går. Han hev en seddel frem hvorpå han med sirlig håndskrift havde påført SE-nummer – og på papiret stod hans tast-selv-kode til SKAT. “Har du din private NemID med?” spurgte jeg ham. Sådan en har jeg ikke, svarede han. “Hvad skal jeg bruge den til?” – “Jamen du skal bestille en NY NemID for at kunne bestille den digitale postkasse”, svarede jeg ham i overensstemmelse med sandheden. “Hvad?” udbrød han. “Det stod der da ikke noget om!”. Det gjorde der faktisk, men jeg så det heller ikke selv, første gang. De kalder det “digital medarbejdersignatur”, men os med enmandsfirmaer læser hurtigt videre, thi vi har ingen medarbejdere.

Vi gik ind på virk.dk/postkasse, hvor registreringsprocessen starter. Jeg angav min fars cvr-nummer og tastede mig igennem det. Da vi nåede til “angiv e-mail-adresse” spurgte jeg min far hvad jeg skulle skrive her? – “Jamen, jeg har ingen e-mail-adresse”, sagde han. -“Jeg kan hurtigt oprette en til dig, far. – “Jamen, jeg aner ikke hvordan man bruger en computer.”

Personligt elsker jeg alt digitalt. Helt tosset med det. Jeg havde EDB i 9. klasse og klæbede mig af uforklarlige årsager til Institut for Humanistisk Informatik på Universitetet, hvor jeg burde have brugt mere tid på Shakespeare’s sonetter. Midt i 90’erne stod jeg i timevis i kø for en halv times adgang til en netværksforbundet computer og derhjemme klikkede jeg løs på min 9″ Macintosh SE. Takket være det danske skattetryk og den medfølgende gratis uddannelse og SU til hjemmeboende fik jeg en studentereksamen og lang uddannelse. Min far sagde “arbejd hårdt!” men han mente “en plads i huset”. Som  så mange andre forældre måtte han holde sig på hjertet i chok over oprørske børn, som samfundet fører ad usikre veje. Jeg forlod industrialiserings-samfundet til fordel for informationssamfundet og min far er nu forundret, men også glad, for at have mærkeligt afkom der går rundt og siger “informations-kuratering er kompleksitetsreduktion i det post-moderne samfund”, i stedet for “hvad ønsker Herren og Fruen til middag?”, som ellers, med ret stor sikkerhed, havde været min skæbne.

Så skulle fanden da stå i det – min far har betalt sin skat, og dermed dele af den dyre uddannelse jeg har fået: Lad os bruge det til noget fornuftigt! “Hey, jeg ringer til Erhvervsstyrelsen og spørger hvad man gør, når man ikke har en e-mail-adresse.” Helpdesk har søndagsåbent, står der på virk.dk, siden forrige uges tur i tv-avisen, da Java lavede en opdatering som kom bag på NemID, som derfor ikke virkede, og som førte medierne på sporet af cvr-numrenes pine med den digitale postkasse. I opringningen mødtes jeg af en tele-menu, der først endte i en blindgyde, men ved andet forsøg førte mig til et levende menneske. En ungersvend, der ikke har lavet lovgivningen, sagde: “Ja….. det går selvfølgelig ud over dem, der ikke lige er med på dén med computere” sagt med et meget nervøst smil. Han forklarede også, at det var muligt at få nogen til at være administrator for sig: Man overdrager myndigheden over Nem-ID’en til en hjælper – måske en advokat, måske en datter – og så er det denne person, der nu er administrator af ens virksomheds NemID og dermed også af den digitale postkasse. Det er altså blevet indirekte lovpligtigt for virksomheder at have en e-mail-adresse. Eller have en udgift for at kunne modtage breve fra det offentlige. Interessant.

“Måske skal jeg bare lukke firmaet”, sagde min far. Vi havde talt lidt frem og tilbage om, at når man har en virksomhed, så skal man enten kunne lave et regnskab selv ELLER købe sig hjælp til det. Den præmis er givet. Nu skal en mand som min far altså også blive dramatisk meget bedre til IT på rekordtid, eller finde sig en anden administrator til kommunikationen mellem hans virksomhed og Det Offentlige. Og jeg forstod godt hans tvivl på fremtiden for hans lille firma. Men sig mig engang: Skal han, der nyder sin lille forretning, arbejder som en bæst, drømmer når han ser træerne gro, laver handler, bilag, moms, regnskab, og fanden og hans pumpestok – sættes under administration, udsættes for den umyndiggørelse, fordi han ikke har haft adgang til den form for uddannelse, der gør et menneske i stand til at bruge en computer? Virkelig?

Der er farligt fint i København; ungerne har deres egne iPads og ved hvilke uddannelser og kompetencer der gemmer sig bag de fine titler på mors og fars arbejde. Them kids skal nok klare det. Ork. Også os heldige typer med talent for kommunikation, IT og lange uddannelser. Og de store firmaer, der har folk til den slags. Og uha, jeg ser et vækstende (kvalme påført med vilje) marked for NemID-administratorer og kommunikations-hjælpere. For de IT-kompetencer man forlanger i forhold til Den Digitale Postkasse er IKKE hverdagskost for mange enmandsvirksomheder i det ikke-så-urbane Danmark: De ældre; håndværkerne, der lægger deres fagligheder et andet sted end i IT; find selv på flere. Der er masser. For pokker, i forrige uge skulle danskerne forholde sig til motoren – Java – i NemID’s køretøj. Det er altså ikke hverdags-it-kompetencer, venner. Der er folk, der står op klokken 3 for at passe deres rengøringsjob, deres børn og deres tv-avis 18.30. De administrerer kunder, de udfører arbejdet, de kører rundt i bilen, de køber ind, de regner ud, de sælger. De skal vel IKKE bruge deres søvndrukne aftener på at rode med NemID, for at få post fra staten? Eller betale en administrator for at gøre det? Come on. Var der ikke noget med at vi gerne ville iværksætteri? Var der ikke noget med, at vi gerne ville have at ældre forblev erhvervsaktive? Skal der ikke være valgmuligheder?

Personligt glæder jeg mig vildt til alt er digitaliseret. Hell, jeg vil have en chip i nakken og en teleport. Men jeg kan VED GUD ikke fatte at vi er så fattige, at vi ikke har råd til, at digitaliseringen sker i et organisk tempo. Som min far siger “mange af dem ude på den anden side af Røsnæs, de kan slet ikke få ordentligt internet.” Det er Vestsjællandsk for: Infrastrukturen er ikke på plads i hele landet endnu, Digitaliseringsstyrelse. Vent. Lige. Lidt.

Hvorfor skal skattebetalende, ikke-IT-kompetente enmandsvirksomheder udsættes for så voldsomt et benspænd? Hvorfor så voldsom en serviceforringelse for dem? Er vi i dette land så fattige – virkelig? – at vi ikke har råd til at man som virksomhed kan modtage kommunikationen fra det offentlige, på den måde som man ønsker? Det er okay med mig at der presses på i form af undervisning i IT i skolerne og hjemme ved Netflix-alteret, skønt!

Men de private virksomheder kender kunderne så de siger: “HEY du kan få fat i os aaaaallevegne! Du kan skrive på facebook, twitter, en e-mail, en brevdue, ring til os, kom ud og besøg os, vi afkoder din pergament hvis det er nødvendigt.” Og den anden vej rundt. Hvorfor går staten den anden vej? Så skal jeg emigrere for at skifte “leverandør”?

Nu endte min far og jeg med at bestille en Nem-ID til hans endnu ikke oprettede digitale postkasse, og vi angav bare min mors e-mail-adresse som hans. Lad os sige at de har fælles. Men min mor er en meget nødtørftig bruger af en computer og det bliver næppe hende der skal administrere min fars lillebitte virksomhed. Og hendes e-mail-adresse er i sagens natur ikke registreret på min fars cvr-nummer. Gad vide om vi har gjort noget ulovligt? Nå, men det er ikke løsningen på min fars specifikke problem jeg er ude efter.

Jeg er ude efter at vi taler om, at Staten har indført ved lov, at det kommer til at koste at modtage post fra det offentlige for ikke-IT-kompentente enmandsfirmaer. Enten i tid eller i penge. Hele snakken om *kvaliteten* af NemID og kommunikationen omkring Digital Postkasse er også vigtig, men er tærsket andre steder.

Hvad kommer dette til at betyder for iværksætterlysten hos de ikke-IT-uddannede? Er det bare et plaster der skal flås af over de næste par år? Skal vi bare komme over det og sige, “nåmen det er så bare en ekstra fast udgift”.

Det er okay, hvis det er, Det Offentlige. Men så meld det ærligt ud.

Opdatering: Selvom tiltaget er lovpligtigt *skal* du som bruger godkende vilkårene for digital postkasse. De indbefatter blandt andet: “Vi er ikke ansvarlige for tab som følge af; a) driftsforstyrrelser, der forhindrer anvendelsen af systemet, herunder servernedbrud og virusangreb”. Så selvom du ved lov skal bruge systemet, er det dit tab, hvis systemet fejler.

Terminologi:

Digital Postkasse – en sikker digital postkasse hvori virksomheder skal modtage post fra det offentlige. Fra 1. nov påbudt ved lov.

Digital medarbejdersignatur – Jeg ved stadig ikke hvad dette er –  jeg tror det er dét, der viser sig at være….

NemID til virksomheder – IKKE det samme som …

NemID for erhverv – det er bankernes NemID-system til virksomheder. Du kan kun logge på netbank med det.

E-boks – dem, der sender dig en velkomstmail, når det er lykkedes dig at tilmelde dig den digitale postkasse og hvis system du altså tilsyneladende bruger. De er forøvrigt ejet 50% af PostDanmark og 50% af

Nets DanID – dem, der også laver digital medarbejdersignatur..  [gå til nr 2 fra toppen] og de er ejet af bankerne. Det, der altså ligner et nogenlunde statsligt sikkerhedssystem har altså en ejerkreds der har en interesse i at udstede flere og flere papkort med nøglekoder på. Spændende.