Jeg stod og underviste i håndteringen af digital chikane, og efter at jeg havde fortalt i 2 timer om håndteringen af teknikken og håndteringen af psyken, så havde jeg en kort snak om, at noget kun kunne håndteres juridisk. Og så spurgte kursisterne altid “Men hvad kan man gøre i sidste instans?” (underforstået: hvis man får sit liv eller online liv smadret i større eller mindre grad). Og det vidste jeg faktisk ikke.
Grunden til at jeg ikke vidste dét var, at det var der ikke rigtigt nogen der vidste i 2018. Politiet var ikke kommet så langt med det – jeg modtog selv engang en trussel som jeg forsøgte at anmelde og det var ikke et imponerende forløb – og jurister var ikke specielt interesserede. (Det er de nu, heldigvis).
Nå, men jeg tænkte: Hvis nu jeg læser lærebøgerne til strafferet, så finder jeg måske ud af det? Jeg strøg ind på Københavns Universitets hjemmeside, fandt pensumplanen og købte bøgerne, også en metode-bog, som jeg tænkte at jeg kunne bruge. Da jeg åbnede bøgerne kom der hvidt lys op fra siderne og engle begyndte at spille harpe. -Agtigt! Her var den viden, som jeg altid havde søgt efter. Måske hele livet. Jeg anede absolut intet om jura og det var slet, slet ikke som jeg troede.
SDU tillader at man læser jura på deltid, så ligger undervisningen på lørdage, og man går til eksamen med de fuldtidsstuderende, så det er en ægte eksamen man får – ingen skånekost. Jeg søgte ind, jeg kom ind og siden har jeg ikke kunnet stoppe. En B.A. tager 5 år på deltid, sådan cirka 2/3 tid.
Det er svært at sætte ord på, hvor enorm en oplevelse det var for mig at få indblik i jura. Det kan næsten ikke overdrives. Men det bliver en anden dag og et andet indlæg.
Men nu sidder der nok nogle og tænker: “Men fik du svar på det, som kursisterne spurgte om? Hvad man gør i sidste instans?”
Ja og nej. Jeg fandt sammen med andre, der synes at digitale privatlivskrænkelser er en udfordring, som der bør tages hånd om. Digitalt Ansvar, blandt andet. Men jeg fandt også ud af, at juraen ikke nødvendigvis skærmer os mod alt her i verden. Der er nogle specifikke ting, der er strafbare at gøre mod andre mennesker og de er selvfølgelig også strafbare hvis man gør dem online. Trusler, for eksempel. Stalking er gudskelov også endelig blevet strafbart.
Men – der er mange problemer i håndteringen, når forbrydelsen er foregået online. Dels kan den, der begår den strafbare handling være anonym, og så er det svært for myndighederne at gøre noget. Og årsagen til dét, er også årsagen til at de her ting er vanskelige i det hele taget: Mængden af hændelser er enorm og politi, anklagemyndighed og domstole er ikke gearet til at håndtere så meget menneske-friktion på internettet. Dog har stærk fokus på problemet blandt andet i medierne sat skub i en udvikling både hos politikere og myndigheder. Og nu har vi fået The Digital Services Act fra EU, som er en lov (en forordning) der gælder umiddelbart i alle medlemslande, også Danmark, der stiller krav til de store sociale platforme om at fjerne ulovligt indhold. Den er godt nok ikke optimal, men bedre end det, der var før.
Bortset fra alt det, så må jeg indrømme at det er ret krævende for mig at tage en uddannelse (mere) ved siden af arbejdet som speaker, så jeg har ikke tid og overskud til lave alle de sjove digitale sager, som jeg gjorde før i tiden. Det er lidt indadvendt at optage så meget nyt stof, synes jeg. Så hvor det hele ender, det aner jeg ikke.