I starten af december havde jeg en irriterende oplevelse: Jeg skulle finde hen til en bestemt adresse og var gående, vejledt af google maps på min iPhone 4S. I løbet af nul komma fem gik den fra 33% strøm til 0 og jeg var på herrens mark. Jeg kunne ikke finde vej, jeg kunne ikke ringe og sige at jeg blev forsinket, der var meget i vejen. Yderligere havde jeg netop opdaget hvor sårbar man er, når man køber mobilbilletter til offentlig transport via en telefon, der kan løbe tør for strøm. Hvordan viser man så billetten?
Jeg købte straks ind og har nu altid min ANKER Astro Mini – et eksternt batteri til smartphones – på mig. Den koster omtrent 150 kroner, er på størrelse med en rulle vingummi (dog noget tungere) og kommer med adaptorer i alle afskygninger, så HTC- og samsung-brugere også lige kan låne osv osv. Under gudstjenesten juleaften lå min iPhone lige så musestille i tasken og blev ladet op fra 18% til 95% på de tre kvarter der var til rådighed. Herligt.
I den lidt mere hjælpeløst elektronik-forelskede afdeling har jeg købt en tryllestav. Jo. Det er en Magic Wand Remote – en fjernbetjening til fjernsynet, eller andre sager, der kan styres med infrarød. Den ligner en rigtig tryllestav (… hvordan end sådan en måtte se ud..) og den kommer i en fin sort æske, hvor den ligger på et leje af rødt stof og spiller mystisk.
Der er bevægelses-teknologi i den. Og første gang man tænder den, skal brugeren lære de 13 indprogrammerede bevægelser, som tryllestaven kan forstå. Fx en cirkel imod uret, et flik til højre, osv. Når man har lært stavens bevægelser, er det tryllestavens tur til at lære, hvilken kommando den skal udføre ved hver bevægelse. Her tager man fx fjernbetjeningen til fjernsynet og trykker på “volumen ned” til tryllestavens “mod uret”. Herefter skulle man så kunne skrue ned for lyden på fjernsynet ved at sidde i sofaen og svinge tryllestaven imod uret. Jeg har desværre ikke haft tid til at rode med den endnu, men jeg glæder mig usigeligt til at tænde fjernsynet med et “big swoosh”!
I skrivende stund gumler jeg ris a la mande, imens jeg befamler min nye iPad Mini. Den har selvfølgelig ikke retina-skærm, men til gengæld får man ikke hjernerystelse når man taber den ned i hovedet på sig selv ved læsning liggende på ryggen. Quizbattle-serverne er nede igen, så mens jeg venter, installeres der nogle smart-DNS- og VPN-løsninger. Glædelig jul!
Åhr, i øvrigt kan man høre mig fortælle om Magic Wand Remote i Elektronista fra d. 22. december 2012 på radio24syv HER. I samme udsendelse taler jeg i øvrigt med julemanden.
Hej – og glædelig jul!
Først: Jeg synes at det er totalt morsomt at høre dig og de andre kvindelige elektronik nørder på Elektronista, så fortsæt endelig med det! Jeg hørte godt om din magiske remote tryllestav – ha ha, for morsom 🙂 Pas nu på du ikke skader nogle når du fjernstyrer dit tv med din magiske fjern betjening!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad det næste bliver som man finder på… Et kamera? Det kan jo blive ret underholdende at se folk stå og trylle billeder af Aarhus rådhus ud på instagram! 🙂 Og hvad med at lave et gevær i plastik med indbygget kamera? Jo, mulighederne er der… Fortsat god jul herfra hvor jeg har fået nyt tastatur og ny mus til min Mac Mini – en del af migreringprocessen fra PC til Mac.
/Sten Hougaard
Hej Sten 🙂 Haha ja – jeg glæder mig nu allermest til, at fremtidsscenariet fra Minority Report bliver virkelighed. Altså bare den del hvor Tom Cruise står og betjener en supercomputer med ikoner der “svæver i luften”, det er vel et projiceret app-board af en slags.. avanceret virtuelt “tastatur”. Jeg tror bestemt allerede at det kan lade sig gøre, men det skal jo også lige ned på brugerniveau og være til at betale 🙂 Glædelig jul til dig og dine og tak for din kommentar / Susanna
A propos Minority Report:
http://readwrite.com/2012/12/24/is-this-the-hottest-tech-company-of-2013
Hej Tore: Jaaa! Leap Motion ” This little device will start shipping early in 2013 at an incredible price — only $69.99 gives you a new toy that isn’t quite like the user interface from Minority Report, but it’s not that far off, either.” Det bliver nok ikke bedre lige foreløbig.
Ved stadig ikke *helt* hvad jeg skal bruge den til (sådan rigtigt) men det skal jo ikke stoppe en elektronik-elsker fra at erhverve sig ting og løse den slags små-problemer bagefter 😉