Community konferencer

Her i DK har vi den årlige, og aldeles fremragende, Community Conference, der i år foregår d. 2. maj i København. Jeg har været der hvert år og skal bestemt med igen. Det er, så vidt jeg ved, den eneste konference her til lands, der professionelt og udelukkende beskæftiger sig med community management på både et strategisk og konkret niveau. Faget er en lille smule bagud  her i Danmark, hvilket man også kan se ud af den tendens der har været (er?) med, at virksomhederne søger “praktikanter” til at varetage virksomhedens digitale og sociale tilstedeværelse. (Hm.. ville man sætte praktikanten til at varetage al Ekstern Kommunikation? kærlig hilsen Provo-Kaj).

Men! Hvis man bare løfter blikket så kort som til London, så foregår der mange spændende ting (som jeg også har puttet i kommunikationskalenderen i et faneblad nær dig). Blandt andet Virtual Community Summit (7. februar), som i år har den super-erfarne Rebecca Newton som vært. Men jeg bliver nødt til at fremhæve Richard Millington, aka Feverbee,  der både driver en meget velbesøgt faglig blog om community management, og har udviklet et undervisningsprogram til professionelle community managere.

Der kommer også en indholds-fokuseret konference, The Content Strategy Conference i London d. 25. marts, der nørder ud i “tone and voice”, storytelling, content-strategi og meget andet – se program HER.

Community management er et fag-specifikt område, som har sine helt egne lidenskabs-drevne nørder og kursen på deres viden har været opadgående, i takt med at effekten af at sætte en annonce i avisen har været nedadgående.

Viden om, hvordan man laver et veldrevet online community er vigtigt for os, der arbejder i budskabsbranchen. Og det er det fordi tilliden til kommunikation via alle mulige andre kanaler er stærkt dalende, mens tilliden til budskaber, der kommer fra “peers” (ligesindede, ligeværdige, der findes ingen specielt god dansk oversættelse) er stabilt høj. Mennesker har altid lyttet til den personlige anbefaling fra folk de kender og har tillid til. Budskaber og anbefalinger fra peers kommer i dag meget ofte i online fællesskaber – communities. Så hvis vi kan finde ud af at facilitere fællesskabet omkring det, vi beskæftiger os med, og lytte til de krav som kunder og brugere stiller, så har vi en meget bedre chance for, at der foregår noget god og værdifuld kommunikation.

Bare lidt inspiration til dem, der måtte have brug for input på dette område.