De fleste mennesker ved godt, at man ikke skrive sende breve, e-mails og sms’er, når man er følelsesmæssigt oppe at køre. “Skrive” kan være en god ide, “sende” er ikke en god ide. Vi er mange, der har lært dette på den hårde måde, og det er mildest talt ikke særligt sjovt at genlæse sig selv, når man har været i affekt. Når følelserne slynger vores grundlag rundt, og vores pen slynges med, så bliver det altså en rigtig upræcis og barnlig tegning på væggen. Derfor vælger de fleste at smide affekt-brevet i skraldespanden og skrive en ny, rimelig version, eller helt droppe henvendelsen. Efter en nats søvn virker mange fortrædeligheder gjort mod en alligevel små-fejl, som vi ligeså godt selv kunne komme til at begå. Man bevæger sig videre.

Men så fik vi sociale medier. Nu er der børnetegninger overalt på væggene. Hvornår skal man komme med sprit og klud? (Hov, forkert billede jeg har valgt her, jeg kan faktisk meget godt lide børnetegninger).

For et par måneder siden diskuterede jeg moderation i online-debatter med en journalist, som ind imellem får endog meget hårde kommentarer på sine sociale profiler i de debatter, som vedkommende starter.  -“Jeg synes ikke man skal moderere debatter og kommentarspor” sagde hen, “jeg vil hellere vide hvad folk ærligt har at sige. Så ved jeg præcist hvordan de tænker. Så kender jeg dem bedre.”

Der er en besnærende råt-for-usødet og “kom an”-agtig kvalitet over argumentet, samtidig med, at undladelse af moderation helt klart også er den billigste løsning, både økonomisk og menneskeligt. Så man kunne nemt komme til at gå ned ad den vej. Og jeg kan godt forstå tankegangen. Men to ting taler imod:

1. Man ikke nødvendigvis får at vide, hvad folk tænker. Ofte får man blot kendskab til hvad de føler. De læser noget og reagerer på skrift. Og det er et af problemerne med sociale medier: At følelser bliver omsat til skriftsprog på to sekunder, og kvaliteten af argumenterne derfor er ringe. Blot en reaktion. Det er derfor så mange skriver “Føj!” De går i gang med at skrive, inden de helt har fået tænkt sig om, eller de orker ikke tage sig tiden til at formulere et egentligt argument. Jeg finder det opslidende at høre om folks kvalme på sociale medier. Og det er et dårligt argument. Du får kvalme, og hvad så? Jeg gider heller ikke at høre om, når du finder noget særligt spændende i næsen, eller når du mærker en trykken for tarmene. Min pointe er imidlertid ikke, at vi kan eller skal opdele os selv i følelser og tanker når vi debatterer, næsten tværtimod.  I min verden er et godt bidrag til en debat et indlæg, der netop gør brug af empati, ved at være formuleret på en måde, der viser respekt for modpartens ret til en anden mening. Den slags kræver omtanke og tid. Og vi vil allesammen gerne hurtigt videre.
2. Vandalisme indbyder til mere vandalisme: Når vi ser en betonklods med grafitti på ryster vi spraydåsen og tænker “ah, det er HER man gør det.” Det tager ingen tid at afkode, hvordan man taler til hinanden på en given facebook-side, eller i et kommentarfelt. Ligger der hadefulde og nedladende kommentarer sker der (groft sagt) følgende: Dem, der godt kan lide en ondskabsfuld slåskamp bliver hængende og tænker “ah, her kan jeg komme af med det”, og dem, der ikke kan udstå den form for samvær, går deres vej. Hvilken gruppe vil du kultivere? Den først gruppe begynder hurtigt at kede sig, bortset fra en lille gruppe trolde, der med frit spil kan holde store mængder af almindelige, søde mennesker væk for evigt. Så hvad er bedst for din forretning og for det fællesskab du prøver at skabe omkring dit brand? Du spilder dine penge ved at lade vandalismen stå.

Mit forslag er, at man skal fokusere på, at man som afsender i stor eller mindre grad faciliterer en samtale. Hold kæft hvor lyder det kedeligt. Men det er det ikke, det er temmelig krævende og kan bidrage med værdi. Hvis man lægger fokus her, er der ting der er ganske givet.

1. Jeg skal få folk til at tale med hinanden, ikke bare reagere på det, jeg sendte ud (det er svært)
2. Ytringer, der ødelægger samtalen ønskes ikke her. Så snart ordene “du er en idiot” eller lignende falder, så er der gult kort, tre gange = rødt.
3. En samtale er en social handling, hvor to eller flere mennesker forholder sig til hinanden. Asocial (nogle siger ‘usocial’) adfærd er derfor ikke faciliterende for samværet

Er det ikke virkelig svært at sondre mellem holdning og adfærd?

Ikke altid, men nogle gange, jo: Helt enormt. Det er tidskrævende og det slider. Derfor skal det være totalt tydeligt at det er dig, der bestemmer, og du skal turde bestemme. Men du skal tænke på, at hvis du gør én skiderik sur ved at smide vedkommende ud, så gør du sikkert 20 andre virkelig glade og lettede. Det eneste, der er mere svært end at moderere, er IKKE at moderere: At være ene m/k mod et troll pack af anonyme/falske profiler, der gentager deres giftige budskab hver dag, hele dagen, håner dig, håner dine andre gæster, nedgør alt dit og dine kollegers arbejde, skræmmer andre folk væk med deres – i sidste ende – behov for opmærksomhed, mens du forsøger at skabe et sted, hvor folk gider at hænge ud. Vælg den mindre svære løsning <3